Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 med 518.869 kr. på baggrund af indsætninger på hans bankkonto. Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne hidrørte fra beskattede midler. Da skatteyderen ikke havde fremlagt nogen redegørelse for indsætningerne - hverken under den administrative behandling eller for retten - og da hans forklaringer ikke var understøttet af objektiv dokumentation, fandt retten det ikke godtgjort, at beløbene ikke var skattepligtige for ham.  

Sagen angik endvidere, om skatteyderen var berettiget til selvangivet befordringsfradrag samt fradrag for rejseudgifter. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at befordringen og rejseudgifterne var afholdt i det selvangivne omfang, og stadfæstede landsskatterettens nedsættelse af fradragene til 0 kr.  

Endelig angik sagen, om skatteyderen var opkrævet korrekt ejendomsværdiskat af en udenlandsk ejendom. Retten fandt, at opgørelsen af ejendomsværdiskatten var sket korrekt.

Sagen angik, hvorvidt Skattestyrelsen var berettiget til at slette en lønindberetning og dertilhørende indberetninger om A-skat og AM-bidrag for skatteyderen i indkomståret 2020. I forlængelse heraf omhandlede sagen endvidere, om skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2020 kunne forhøjes med en indsætning på 202.860 kr. Endelig var der et spørgsmål om, hvorvidt skatteyderen havde fradragsret for et beløb, beslaglagt af politiet kort efter beløbet var indsat på skatteyderens konto.  

Retten fandt, at i en situation som den foreliggende, hvor der hverken er en løbende lønindtægt, en underskrevet ansættelseskontrakt eller en arbejdsgiver, der kan opnås kontakt med, bl.a. sammenholdt med, at den påberåbte arbejdsgiver ikke havde nogen registrerede ansatte i 2020, ikke havde dækning på sin konto til udbetalingen, samt ikke betalt den A-skat og AM-bidrag vedrørende det udbetalte beløb, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at det indsatte beløb udgør en lønindtægt.   

Efter bevisførelsen, herunder den afgivne partsforklaring, fandt retten ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at der havde bestået et ansættelsesforhold mellem skatteyderen og den i sagen påberåbte arbejdsgiver.  

Retten fandt derfor, at skattemyndighederne havde været berettiget til at nedsætte skatteyderens skattepligtige indkomst med den omhandlede lønindberetning mv., og i stedet beskatte ham af det indsatte beløb som anden personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. 1.  

Da det af politiet beslaglagte beløb ikke var konfiskeret, fandt retten, at skatteyderen ikke kunne få medhold i den nedlagte påstand om fradragsret i sin skattepligtige indkomst for det beslaglagte beløb.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig ved i forening med en anden, hvis sag var afgjort, for perioden 1. januar til 31. december 2008 som direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage staten betaling af momstilsvar at have været ansvarlig for, at der skete udeholdelse af momsbelagt omsætning fra selskabets indkomstopgørelse, hvorved selskabets overskud blev opgjort og selvangivet for lavt med 715.103 kr., og staten blev unddraget dette beløb i momstilsvar.  

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig ved for perioden fra den 1. januar til den 30. juni 2012 som direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage statskassen betaling af momstilsvar at have angivet selskabets momstilsvar for lavt med 606.615 kr., hvorved han uberettiget fik udbetalt moms med 142.891 kr., og forsøgt uberettiget at få udbetalt yderligere 463.724 kr., hvilket mislykkedes som følge af told- og skatteforvaltningens udbetalingskontrol.  

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde på 650.000 kr.  

T forklarede, at de skiftede revisor for at skjuleindbetalingerne fra aktieselskabet ved hjælp af en mellemregningskonto mellem T og hans selskab, hvorved beløbet kom til at stå som en indbetaling fra T, der skyldte selskabet penge. Dette skete for at vinde tid, da de efter udbetaling af større beløb til dem selv fra selskabets konto efter indbetalingen fra aktieselskabet og fejlslagen spekulation i aktier ikke havde penge til at svare moms.  

T forklarede vedrørende forhold 2 om angivelse af salgsmoms for 1. kvartal, at de 25.000 kr. udgjorde moms fra en indbetaling fra hans advokat i forbindelse med dennes afregning af et forligsbeløb på 74.375 kr. efter afslutning af en sag om en faktura på 125.000 kr. I forbindelse med T’s forklaring om andre konkrete beløb forklarede T, at han troede momsen først skulle indberettes, når beløbet blev betalt. Vedrørende indberetningen af salgsmomsen til 0 kr. og salgsmomsen til 470.471 kr. for 2. kvartal 2012 forklarede T, at det var en fejl, og at han straks, da told- og skatteforvaltningen rettede henvendelse om momsangivelsen, meddelte, at der var tale om en tastefejl, og at der rettelig skulle have stået 170.471 kr. som købsmoms.  

Byretten fandt, på baggrund af T’s og den andens forklaring, at T var skyldig i forhold 1. Endvidere fandtes T’s handlinger i 1. og 2. kvartal 2012 vedrørende forhold 2, at skulle ses i sammenhæng og retten lagde til grund, at T bevidst havde forsøgt at unddrage moms i 1. og 2. kvartal 2012. Retten henså tillige til, at T ikke på noget tidspunkt under sagens behandling hos skatteforvaltningen eller i retten havde kunnet redegøre for baggrunden for differencen mellem det fremkomne efter gennemgang af de bilag, som T havde haft i sin besiddelse ved indberetningen, og det som han havde videregivet til sin revisor, og T kunne ikke redegøre for beløbene i øvrigt.  

T idømtes 1 års betinget fængsel samt en tillægsbøde på 650.000 kr., samt erstatningspligt. Forvandlingsstraffen fastsattes til fængsel i 90 dage.  

T ankede dommen med påstand om afvisning af forhold 1, subsidiært frifindelse, og for så vidt angik erstatningskravet påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært domfældelse for et mindre beløb. Vedrørende forhold 2 påstod T frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.  

Landsretten stadfæstede byretsdommen med den ændring, at forvandlingsstraffen for tillægsbøde fastsattes til fængsel i 60 dage. Vedrørende fastsættelse af tillægsbøden udtalte landsretten, at bøden svarede til halvdelen af "normalbøden" i denne type sager, og der således ved bødens fastsættelse var taget højde for den lange sagsbehandlingstid, og landsretten fandt, at der ikke var grundlag for yderligere nedsættelse af bøden som følge af den lange sagsbehandlingstid. 

En it-udvikler købte i slutningen af maj eller begyndelsen af juni 2011 76,34 bitcoins for 500 euro, svarende til 3.723,50 kr., via bitcoinbørsen G1-børs. It-udvikleren oplyste og forklarede, at erhvervelsen skete med henblik på at eksperimentere med bitcointeknologien og udvikle en konkret softwareløsning. Desuden anvendte it-udvikleren i maj 2012 3,7 bitcoins til en kontingentbetaling. I løbet af løbet af 2013 solgte it-udvikleren 40 bitcoins med en samlet fortjeneste på 25.451 kr. med henblik på at dække omkostningen ved anskaffelsen.   

Efter en samlet vurdering fandt retten, at muligheden for fortjeneste ved videresalg udgjorde en ikke uvæsentlig del af hensigten med erhvervelsen af bitcoins, og købet måtte således anses for at være sket i spekulationsøjemed. Retten henviste bl.a. til, at it-udvikleren forud for købet havde sat sig ind i bitcointeknologien, og at han var bekendt med teknologiens anvendelsesmuligheder samt den kursudvikling, som bitcoins allerede i 2011 havde gennemgået, herunder muligheden for fortjeneste ved videresalg. Selvom det ikke kunne afvises, at købet oprindeligt var drevet af faglig interesse og et ønske om at udvikle en konkret softwareløsning, måtte det på grund af antallet af købte bitcoins og manglen på et konkret behov herfor antages, at udsigten til fortjeneste ved videresalg havde haft en betydning ved erhvervelsen. Desuden henviste retten til, at bitcoin er et let omsætteligt formuegode, der i almindelighed erhverves med videresalg for øje, og som allerede i 2011 var præget af betydelige kurssvingninger. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at it-udvikleren allerede i 2013 solgte 40 bitcoins med en ikke ubetydelig fortjeneste for at dække sin oprindelige investering.  

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skattemyndighederne havde for tre indkomstår forhøjet overskuddet af skatteyderens enkeltmandsvirksomhed, idet skatteyderen i alle tre indkomstår havde et negativt privatforbrug og idet virksomhedens regnskaber blev tilsidesat. For retten var der alene spørgsmål om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.   

Retten udtalte, at det var skatteyderen, der for retten skulle godtgøre, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag.  

Efter en samlet vurdering fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet denne bevisbyrde. Retten henviste bl.a. til, at der ved skattemyndighedernes skøn var taget højde for, at skatteyderens børn havde opholdt sig i udlandet, hvorfor skatteyderens indsigelse og de afgivne forklaringer herom ikke kunne danne grundlag for at tilsidesætte skønnet. Retten henviste også til, at skatteyderen ikke med henvisning til objektive kendsgerninger havde godtgjort, at han havde modtaget kontante midler i form af bl.a. lån fra familie og venner, ligesom retten henviste til, at det ikke var godtgjort, at skatteyderens (red.fjernet.sygdom) havde haft betydning for privatforbruget eller virksomhedsdriften. Endelig henviste retten til, at det ikke var godtgjort, at skønnet hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt som følge af skattemyndighedernes anvendelse af inddrivelsesbekendtgørelsen og oplysninger fra Danmarks Statistik, og at oplysninger om skatteyderens sparsommelige levevis i sammenhæng med sagens øvrige oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat.   

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagsøger havde optaget et lån hos sine svigerforældres selskab. Der var kvartalsvist overført penge til kreditor. Retten fandt, at den familiemæssige relation skærpede bevisbyrden for, at lånet var reelt og medførte pligt til at betale renter.  

Retten fandt ikke, at bevisbyrden var løftet, og lagde vægt på, at omstændighederne omkring lånets opståen var uklare, at gælden ikke var søgt inddrevet og at forlængelse og vilkårsændringer alene var underskrevet af sagsøger, ikke kreditor. Retten lagde desuden vægt på, at sagsøger trods opfordring hertil ikke var kommet med en forklaring på, hvorfor han overtog gælden. Sagsøger kunne derfor ikke fradrage renterne i sin skattepligtige indkomst.

Skattemyndighederne havde skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens værtshusomsætning og salgsmoms på baggrund af en række indsætninger på sagsøgerens bankkonto. Sagsøgeren gjorde gældende, at en del af de omhandlede indsætninger skyldes, at kunder havde hævet kontanter i salgskassen til brug for spillemaskiner, hvorfor indsætningerne ikke skulle medregnes til omsætningen i form af salg.  

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren havde således ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at sådanne hævninger fra salgskassen oversteg den ikke-bogførte kontantomsætning uden om kasseapparatet, hvorfor den indbragte afgørelse ikke var truffet på et urigtigt grundlag. En sammenligning med bruttoavancer for en relativt sammenlignelig branche i tilsvarende år betød desuden, at afgørelsen heller ikke førte til et åbenbart urimeligt resultat.   

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.   

Sagerne angik, i hvilket omfang et ægtepar i medfør af ligningslovens § 16 E var skattepligtige af hævninger foretaget i et helejet selskab. Hævningerne var sket via to forskellige mellemregningskonti. Saldoen på den ene mellemregningskonto, som var i selskabets favør, blev den 30. november 2014 omposteret til den anden mellemregningskonto, som ægteparret herefter anvendte som fortsættende mellemregningskonto. Som følge af omposteringen kom saldoen på den fortsættende mellemregningskonto i selskabets favør, og ægteparrets efterfølgende hævninger etablerede som følge heraf nye lån, som indgik i de beskattede hævninger.   

Landsretten udtalte, at opgørelsen af skattekravet var foretaget på baggrund af den faktiske bogføring, og at der ikke var grundlag for at antage, at den faktiske bogføring ikke var korrekt. Landsretten tiltrådte derfor Skatteankenævnets beløbsmæssige opgørelse, idet det ikke kunne føre til et andet resultat, at bogføringen kunne have været foretaget på en anden måde med en lavere skat til følge.   

Landsretten tiltrådte endvidere, at ægteparret ikke havde befundet sig i en sådan retsvildfarelse om den skattemæssige betydning af omposteringen foretaget den 30. november 2014, at der ved opgørelsen af beløbet til beskatning skal ses bort fra omposteringen  

Skatteyders personlige indkomst var blevet forhøjet som følge af kontanthævninger og overførsler fra et selskab, hvor han var eneanpartshaver. Skatteyderen søgte afgørelsen genoptaget ved Landsskatteretten dels med henvisning til, at der skulle være fremlagt dokumentation for driftsudgifter, dels med henvisning til, at han ikke var rette indkomstmodtager, idet han gjorde gældende, at selskabet var drevet af hans mor. Han gjorde desuden gældende, at selskabet var overdraget til en anden i løbet af det sidste indkomstår omfattet af sagen.   

Landsretten fandt ikke, at sagsøger havde godtgjort, at de pågældende kontanthævninger og overførsler ikke havde passeret hans økonomi, eller at selskabet var blevet overdraget. Da det herudover var udokumenteret, at der var tale om fradragsberettigede udgifter, stadfæstede landsretten byrettens frifindende dom, SKM2023.543.BR.

Sagen angik, om skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af appellanternes momstilsvar på baggrund af en række konkrete indsætninger kunne tilsidesættes. Appellanterne gjorde gældende, at indsætningerne udgjorde vederlag for appellanternes levering af momsfritagne tatoveringsydelser i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Til støtte herfor havde appellanterne fremlagt en skønserklæring, ifølge hvilken appellanternes tatoveringsvirksomhed udgjorde kunstnerisk virksomhed, samt en række fotos af tatoveringer leveret af appellanterne.   

Landsretten fandt som byretten, at appellanterne ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af appellanternes momstilsvar var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Landsretten henviste til byrettens begrundelse, hvor det bl.a. blev tillagt vægt, at appellanterne på trods af skattemyndighedernes indskærpelse herom ikke havde ført og afstemt et kasseregnskab, som det er foreskrevet i bogføringsloven, og at appellanterne ikke havde fremlagt objektive beviser i form af bilagsmateriale, der kunne dokumentere sammenhængen mellem de enkelte indsætninger og leverede tatoveringsydelser. Den fremlagte skønserklæring og fotos var ikke henførbare til nogen af de enkelte indsætninger på appellanternes bankkonti. Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.  

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderens virksomhed i 2015-2017 skulle anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.   

Først vurderede retten, om virksomheden skulle bedømmes samlet eller opdeles i to driftsgrene - en udlejnings- og en hestevirksomhed. Retten fandt, at aktiviteterne skulle vurderes hver for sig, da de ikke havde nogen naturlig sammenhæng.   

Dernæst tog retten stilling til, om hestevirksomheden skulle bedømmes efter den særlige ligningspraksis, der gælder for bl.a. deltidslandbrug. Retten fandt, at hestevirksomheden skulle vurderes efter reglerne for deltidslandbrug, og lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at hestevirksomheden bestod af hestepension, at ejendommens marker blev brugt som folde til hestene, at der i årene primært blev spredt husdyrgødning fra eget dyrehold på markerne, ligesom der har været heste- og fårehold på ejendommen. Retten lagde også vægt på, at ejendommen modtog landbrugsstøtte årligt.   

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at hestevirksomheden i årene 2015 til 2017 var tilrettelagt på en sådan måde, at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat og på sigt ville kunne blive overskudsgivende. Hestevirksomheden var derfor ikke erhvervsmæssig, og skatteyderen kunne ikke få fradrag for underskuddene.   

Retten lagde vægt på bl.a. at staldfaciliteterne mv. var begrænsede i perioden og at hestevirksomheden var underskudsgivende. På baggrund af skønserklæringen lagde retten til grund, at antallet af heste i pension skulle være noget højere, før der kunne opnås et rimeligt driftsresultat. Der blev først skabt grundlag for at udvide antallet af heste i pension efter den omhandlede periode.   

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at et kontantbeløb på ca. 2,3 mio. kr. tilkom en (red.nationalitet.nr.1.fjernet) forening, og retten fandt derfor, at skatteyderen var skattepligtig af dette beløb. 

Retten fandt endvidere, at skatteyderen i hvert fald havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive disse indtægter, og at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. 

Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i sin påstand.